Myter og overtro omkring nordlyset

Hos mange folkeslag har nordlyset skabt myter og overtro. For det meste har nordlyset givet anledning til frygt for det overnaturlige eller det er blevet udlagt som varsel om ulykker og død. Der er en markant forskel mellem opfattelsen i de nordlige og sydlige egne, og denne forskel har en reel fysisk baggrund. I de nordlige egne, i eller nær nordlyszonen er nordlyset en dagligdags oplevelse. Det er oftest hvidligt, eller svagt grønligt. Det hænger for det meste i langstrakte, svagt bølgende tæpper, som undertiden sættes i hæftige bevægelser, som blev de rystet af en kæmpehånd.

I de sydlige egne, f.eks. i det sydlige Europa, er nordlys et sjældent fænomen, men når det forekommer, er det ofte som stærkt rødfarvede stråler eller buer. Således er det f.eks. i billedet til venstre, der viser en akvarel malet af jesuitermunken Johan Fierer af nordlys observeret i Tyrnan i Ungarn den 25. februar 1778. Det har derfor naturligt været taget som varsel om krig og blod, brand og død eller andre ulykker og har forståeligt nok vakt opsigt og forfærdelse.

I de nordlige egne har de mere spøgelsesagtige lys-grå-grønne farver og den hyppigere forekomst af nordlyset ført til forestillinger om en verden af afdøde, der optrådte i nordlyset som f.eks i nordiske myter om jomfruer, der efter døden dansede på himlen iklædt lange gevanter og slør. Denne opfattelse er udtrykt i akvarellen til venstre, som er malet af Gerhard Munthe i 1892, og som bærer titlen "Bejlere" eller "Nordlysets døtre". I den eskimoiske sagnverden betragtedes nordlyset som budbringer mellem levende og døde og skulle behandles med respekt og ærefrygt. Ved at fløjte til nordlyset, kunne man søge at skabe kontakt, og nordlyset kunne svare med knitrende lyde, når forbindelsen til de afdøde var tilvejebragt. Man måtte derfor ikke blot for sjov fløjte efter nordlyset, for da kunne det komme farende og hugge hovedet af en.

Ikke alle forestillinger om nordlyset var lige uhyggelige. Ifølge overleveringen blandt Ottawa-indianerne i Canada skabte guden Nanahboozko verden og menneskene og gav dem lærdom og erfaringer. Derpå flyttede han længere mod nord, men lovede ved afrejsen, at han altid ville følge med i deres liv og have omsorg for dem. Som tegn herpå ville han fra tid til anden tænde kraftige flammer, og genskinnet på himlen skulle blive synligt for menneskene. Så for disse indianere var nordlyset tegn på, at Nanahboozko, deres gud og skaber, passede godt på sine børn og altid havde dem i tankerne.